Når de nye dagpengeregler træder i kraft den 1. maj 2023, kan ledige, der har fået høj løn og har en lang anciennitet bag sig, få et beskæftigelsestillæg på op til 3720 kr. om måneden oveni sine dagpenge. Det svarer til 118,48% af den højeste dagpengesats og giver op til 23.449 kr. om måneden i dagpenge.
Du skal opfylde kravene
Du kan få beskæftigelsestillægget på 3720 kr. om måneden hvis du opfylder disse krav:
- Du skal have været medlem af en a-kasse i de sidste 4 år
- Du skal have haft mindst 2 års fuldtidsarbejde de sidste 3 år
- Det høje beskæftigelsestillæg forudsætter at du har haft en løn på min 28.400 kr. om måneden inden du blev ledig
- Hvis din tidligere løn lå mellem 24.000 kr. og under 28.400 kr. om måneden kan du få et mindre tillæg. Dine dagpenge og tillæg må max svare til 90% af din tidligere løn.
En tidsbegrænset mulighed
Du kan få beskæftigelsestillægget i 3 måneder, svarende til 481 timers dagpenge, herefter vil tillægget falde bort, og du vil herefter få 19.278 kr. om måneden resten af den tid du modtager dagpenge.
Reglerne ændrer sig for nyuddannede
Alle nyuddannede der er dimitterer fra den 1. maj eller senere, har ret til dagpenge i 1 år, det er en halvering af dagpengeperioden i forhold til de gamle regler.
Som nyuddannet får du dagpengesatsen for nyuddannede uden forsørgerpligt på 16.177 kr., svarende til 82% af den højeste dagpengesats.
Dagpengesatsen falder efter 3 måneders ledighed
Alle der dimitterer i 2023 er omfattet af de nye regler, også selvom man dimitterer inden 1. maj 2023. Efter 3 måneders ledighed falder dagpengesatsen fra 16.177 kr. og afhængig af om du er over eller under 30 år, falder satsen til hhv. 9.700 kr. om måneden for nyuddannede under 30 år og 12.253 kr. om måneden for nyuddannede over 30 år.
Sprog – og tilknytningskrav
Foruden lavere dagpengesatser og kortere dagpengeret, er der også nye sprog – og tilknytningskrav som man skal opfylde for at have ret til dagpenge.
Sprogkrav
De nye sprogkrav kræver at du enten har:
- Gennemført 6. klassetrin i folkeskolen eller på en tilsvarende dansk friskole eller privatskole
- Bestået prøve i Dansk 2 eller
- Bestået danskprøve på tilsvarende niveau som Dansk 2
Opfylder du ikke sprogkravet, kan du i stedet have ret til dagpenge hvis du opfylder tilknytningskravet, som forudsætter at du har arbejdet mindst 600 timer i løbet af en periode på 12 måneder inden for de sidste 24 måneder.