Socialt frikort er en mulighed for borgere med særlige problemstillinger for at have en indtægt uden at blive modregnet i de offentlige forsørgelsesydelser. På et kalenderår må man tjene 41.280 kr. skattefrit.
Hvad er fordelene ved socialt frikort?
Tanken bag socialt frikort er at give de mest udsatte borgere muligheden for at blive en del af de fællesskaber der er i samfundet. Det er en mulighed for at de udsatte på egne præmisser selv bidrager og får nogle gode og værdifulde oplevelser i hverdagen. Selvom socialt udsatte mennesker har mange udfordringer, har de mange gode ressourcer at byde på og mange vil rigtig gerne arbejde. Det sociale frikort er en mulighed for at de kan blive en del af arbejdsfællesskabet under hensyn til de forudsætninger de kommer med.
Et socialt frikort kan være et springbræt videre til en fast tilknytning til enten det ordinære eller det rummelige arbejdsmarked – samtidig kan socialt frikort være med til at løse nogle af de problemstillinger som borgerne har.
Hvem er de socialt udsatte der kan benytte sig af ordningen?
Man skal opfylde nogle betingelser for at være berettiget til socialt frikort. Man skal have nogle særlige sociale problemstillinger som fx hjemløshed eller misbrug, det kan også være psykiske. Man skal være langt fra beskæftigelse og uddannelse og man må ikke have været tilmeldt en uddannelse eller haft en indkomst fra en arbejdsgiver på over 10.230 kr. inden for et år.
Når man søger om socialt frikort i sin bopælskommune, bliver der foretaget en individuel vurdering af den enkeltes situation, ressourcer og behov.
Hvilke jobs kan man søge på socialt frikort?
Når du har fået bevilliget socialt frikort må du søge job hos en arbejdsgiver, det kan fx være inden for serviceopgaver, oprydning, lager, rengøring, kørsel, kantine mm. Hvis du får tilbudt job hos en arbejdsgiver, skal denne vejledes om at lønnen skal indberettes på hjemmesiden www.socialtfrikort.dk.
Hvordan kan virksomheder få værdi af at ansætte på socialt frikort?
At ansætte mennesker på socialt frikort er også en fordel for virksomhederne der både løfter et socialt ansvar og dermed styrker virksomhedens CSR-regnskab. Samtidig kan det også være en god mulighed for at få klaret nogle af de mindre opgaver der ellers bliver nedprioriteret i en travl hverdag. Det kan også være at virksomheden bruger faglært arbejdskraft på opgaver som kan løses af en ufaglært medarbejder, nogle timer om ugen.
Læs mere om muligheden for socialt frikort på:
https://www.borger.dk/arbejde-dagpenge-ferie/Dagpenge-kontanthjaelp-og-sygedagpenge/socialt-frikort