Kort opsummeret ser man hos Nets de følgende tendenser:
- E-handlen i Danmark oplevede en stigning under pandemien.
- Selvom det traditionelle salg af fysiske varer online er lavere end sidste år, har e-handelens momentum fortsat.
- Danskerne købte flere fysiske varer i 2022 end i 2019 før COVID-19.
- Selvom den danske e-handelsbranche endnu ikke er tilbage på niveauet fra 2019, er der en betydelig vækst inden for service- og rejsebranchen, hvilket forventes at drive yderligere vækst i 2023.
- Danskerne foretrækker at handle lokalt og lægger vægt på enkelhed omkring deres produktvalg.
- Betalingskort og MobilePay er fortsat de populære betalingsmetoder i Danmark, mens andre betalingsmetoder foretrækkes i nogle nordiske lande og Tyskland.
- E-handel forventes at fortsætte med at være en stor del af detailhandelen i Danmark.
” Hvordan foretrækker du at betale”
Et interessant datapunkt er, at vi i Danmark fortsat foretrækker at betale med vores kort (Visa, Dankort, MasterCard mm.), men at brugen af MobilePay efterhånden også følger godt med. Blandt de adspurgte lød det således, at 47% foretrækker kortbetaling, mens hele 40% foretrækker at bruge MobilePay. Det er sammenlignet med hhv. 51% for kort og 34% for MobilePay sidste år.
Hvis vi dykker lidt ned i dataen kan man også se, at lidt over 2/3 danskere har brugt MobilePay som online betalingsmetode indenfor den sidste måned, mens tallet liger på 85% for kortbetaling.
Der ses altså en stigende tendens til, at folk foretrækker at betale med MobilePay, og at de efterhånden er vant til at få det tilbudt som mulighed. Har man ikke den mulighed for betaling med MobilePay i sin webshop i dag, kan det sandsynligvis gøres op i kroner og ører, hvor mange ordrer man mister.
Alle vil handle lokalt
Rapporten understreger også, at det er vigtigt for danskere at handle lokalt, selv når det er online. Det var en trend der blev sat hårdt ind på under pandemien, og den har sat varige spor i vores købsadfærd.
Kun 25% af de adspurgte havde handlet på en udenlandsk website indenfor den sidste måned. Der er da også rigeligt med følelser involveret i valget af en lokal, dansk webshop – 48% melder at det føles godt at støtte små/lokale virksomheder, og 24% melder at det aktivt vælger ikke at støtte globale platforme som Amazon.
Herhjemme er en af de primære grunde til, at man tøver med at handle internationalt, netop at man hellere vil støtte webshops i sit eget land.
Og selvom det kan være ret personligt at handle lokalt, er vi alligevel tilbøjelige til selv at ville hente vores varer – 51% foretrækker at hente på nærmeste afhentningssted, mens kun 21% foretrækker hjemmelevering.
Kilde: E-Handelsrapport 2022, Danmark – udarbejdet af Nexi | Nets