I fire år har de nye regler om persondatabeskyttelse vejet tungt, og presset bliver kun større.
Efter ”Schrems II”-dommen, hvor EU-Domstolen erklærede det usikkert at sende persondata ud af EU, har man været nødt til at lave aftaler med specielle forbehold, hvis man som virksomhed vil bruge Google Analytics.
Imens kiggede datatilsynene den anden vej, mens data fortsat blev sendt frem og tilbage. Man kan ikke bare trække stikket på eksempelvis Facebook i Danmark, uden at det får store konsekvenser, lød det sidste år fra den danske tilsynsmyndighed. Men med en afgørelse i Østrig ser det ud til, at det snart er et overstået kapitel.
Der skal skabes enighed
Visse Google tjenester har ikke kunne overholde lovmæssige krav til deres indsamling af data, konkluderede datatilsynet i Østrig. Derfor vurderede de i starten af 2022, at Google Analytics ikke kan bruges lovligt i EU.
Det østrigske datatilsyn kan ikke bestemme i Danmark, men afgørelsen tvinger EU’s tilsynsmyndigheder til at overveje, hvordan de selv vil regulere brugen af værktøjet. GDPR-reglerne er ens for hele EU, og datatilsynene har en ambition om at agere enstemmigt på tværs af de interne EU-grænser.
Emnet bliver snart diskuteret i Det Europæiske Databeskyttelsesråd. Her arbejder datatilsynene om at finde en fælles linje for regulering af Analytics. Det kan sagtens ende med, myndighederne erklærer sig uenige med Østrig, hvilket vil give ro foreløbigt. Men vinden kan også blæse den anden vej, og så skal der rettes ind.
Erhvervslivet rammes hårdt
Google Analytics er klart det mest brugte statistikværktøj blandt små og mellemstore virksomheder, og det kræver tid og penge at skifte. F.eks. kan man ende med at få behov for kurser i oplæring af et nyt værktøj. Det er ikke mærkbart i en stor virksomhed, men for en virksomhed med 5-25 ansatte kan det være en anden sag.
Alternativerne kan måske heller ikke levere samme kvalitet, som Google Analytics kan tilbyde. Beskeden fra erhvervslivet lyder, at et grønnere alternativ til at køre i bil også er at skifte tilbage til vogn og hest. Men det vil heller ikke være uden store konsekvenser for alle.
Derudover kan det være med til at forvride konkurrencen i markedet, når virksomheder uden for EU har et værktøj, som leverer statistik af kvalitet – mens firmaer inden for EU’s grænser afskæres og mister de fordele, som er med til at optimere forretningen.
Hvis hjemmesider mister Google Analytics, taber man også historiske data, som er essentielle for at kunne gennemskue brugernes adfærd og de tendenser, som kan udnyttes til virksomhedens fordel.
Som webshop er en statistik for Black Friday ikke meget værd, hvis man ikke kan se, hvordan det gik året før. Man ender med at måtte starte forfra, og forsøge at optimere i blinde.
Selvom de fleste overlever uden Google Analytics, er det bare én ud af mange amerikanske tjenester, som anvendes i det danske erhvervsliv. Sagen fra Østrig er den første rigtige afgørelse, der berører ”Schrems II”-overtrædelser. Hvis der gives medhold fra rådet i EU, er det svært at spå om, hvor mange tjenester fra USA der bliver påvirket.
Kilde: https://ing.dk/artikel/analyse-benene-vakler-under-google-analytics-europa-254184